Vi flytter gerne - men ikke langt - efter jobbet

Hvis arbejdspladsen flytter til en anden landsdel, rykker kun ganske få medarbejdere med, skriver Politiken lørdag.

Blot syv procent vil tage turen, hvis arbejdspladsen flytter mere end to timer væk i transporttid. Det viser en ny undersøgelse, som er gennemført af analysefirmaet Wilke for jobportalen Jobzonen, der er ejet af JP/Politikens Hus.

Omvendt er 48 procent indstillet på at flytte med, hvis virksomheden flytter mellem en halv og en hel time væk.

Medarbejdere på arbejdspladser i Danmark er normalt ikke bange for at skifte arbejdsplads. Der er årligt mellem 700.000 og 800.000 jobskift i Danmark. Det svarer til, at omkring hver fjerde lønmodtager skifter job hvert år.

- Det er lidt af et paradoks, at vi har europarekord i at skifte job, men ikke vil flytte os ret langt, hvis vores arbejdsplads skal flytte til en anden landsdel, siger professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, til Politiken.

Det kommer ikke bag på Jobzonen, at det er vanskeligt at flytte medarbejdere rundt på landkortet.

- Der er typisk to i en husstand, som skal have arbejde, så det er sin sag at flytte hele familien fra for eksempel København til Hjørring, siger administrerende direktør i Jobzonen Henriette Rhod Lassen til Politiken.

Jobzonen har oplevet stigende interesse fra statsansatte, der står til at flytte til provinsen.

- Vi mærker tydeligt en stigende aktivitet fra folk, der enten lægger deres cv i vores database eller søger direkte på opslåede stillinger i København og omegn, hvilket helt sikkert er en følge af, at mange ikke ønsker at flytte med deres arbejdsplads til den anden ende af landet, siger Henriette Rhod Lassen til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip