Vi foretrækker teater frem for sport på udlandsrejsen

Konkret har 57 % af danskerne været i teatret på en udlandsrejse, mens kun 29 % har overværet en sportsbegivenhed live på udlandsrejsen.

Den større interesse for teater end sport på rejsen er meget naturlig ifølge FDM travel.

Musical og teater
- I London er Mamma Mia og byens øvrige repertoire af musical- og teateroplevelser, stort set på attraktions- og oplevelsesniveau med Oxford Street, Big Ben og Tower Bridge. Og man møder reklamer for billetsalg mange gange i forbindelse med booking af rejse og ankomst til byen. Så det er nemt at gå i teatret, siger indkøbs- og produktionschef i FDM travel, Jesper Ewald.

FC Barcelona og Tour de France
- Omvendt kræver det ofte større baggrundsviden og mere research, når man gerne vil se for eksempel FC Barcelona på hjemmebane eller Tour de France-rytterne på helt tæt hold i verdens største cykelløb, siger Jesper Ewald.

Udover lettere adgang til teaterbilletter og information om forestillinger fremfor tilsvarende viden i forbindelse med sportsbegivenheder i udlandet, har Jesper Ewald desuden en yderligere forklaring på, hvorfor teateroplevelser på udlandsrejsen er mere populært end sportsoplevelser.

For hele familien
- Teaterforestillinger henvender sig typisk til hele familien, mens det oftest især er familiens mænd og større drenge, der gerne vil se fodbold og anden sport på ferien. Ifølge vores undersøgelse er der flest kvinder, der har været i teatret på en udlandsrejse. Hvorimod det primært er mænd som har overværet en sportsbegivenhed live på en rejse, slutter Jesper Ewald.

I alt har 2813 personer deltaget i FDM travels spørgeskemaundersøgelse om danskernes rejsevaner 2012.

Foto: FDM travel

Dagens Gossip