Vi gider ikke passe vores gamle forældre

Et stort flertal af danskere afviser, at de pårørende i fremtiden skal passe familiens ældre mere, end det sker i dag, skriver Jyllands-Posten.

Dermed afviser de det fremtidsperspektiv, som sundhedsøkonom og professor Kjeld Møller Pedersen rullede ud for en uge siden.

I alt 71 procent af danskerne siger nej til, at de pårørende bør passe de ældre mere, end de gør det i dag. Kun 22 procent siger ja ifølge en meningsmåling, som Rambøll/Analyse Danmark har foretaget for Jyllands-Posten.

Og den afvisende holdning er ganske logisk, siger Niels Ploug, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik, som i mange år har forsket i danskernes holdning til velfærdssamfundet.

- Når folk svarer, som de gør, skyldes det, at de opfatter ældreplejen som en ydelse, de har betalt for over deres skattebillet, siger han til avisen.

- Danskerne accepterer i vid udstrækning det relativt høje skattetryk, vi har her i landet, og en af de klare årsager til det er, at de synes, at de får noget for pengene.

- Blandt andet i form af, at det offentlige tager sig af både deres børn og deres forældre, hvis der er behov for det, tilføjer Niels Ploug.

Opfattelsen deles af cheføkonom i Kommunernes Landsforening, Jan Olsen.

- Undersøgelsen her bekræfter, at ældreomsorg er og fortsat vil være et centralt gode i vores velfærdssamfund. Det vil være højt prioriteret, både politisk og blandt borgerne, siger han.

Jan Olsen forudser dog, at der vil ske en udvikling i holdninger til, hvad de pårørende kan og vil tage sig af, skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/

Dagens Gossip