Vi gider ikke svigerfamilien på ski

Ens egne forældre, søskende, mand og børn hører til blandt favoritterne, når det gælder rejsekammerater på skiferien. Det er nemlig vores egen familie, vi foretrækker at tage på skiferie med.

Det viser en helt ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for VisitSweden.

Til gengæld viser undersøgelsen også, at ægtefællens forældre ikke står højt på listen over foretrukne rejsefæller.

Kun to procent af de adspurgte foretrækker at tage af sted med svigerfamilien.

- Svigerfamilien må se sig slået af den nære familie, men også af vennerne som en tredjedel af de adspurgte foretrækker at rejse på ski med, siger Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden.

Ifølge Anne Kron Boysen er det selvfølgelig forskelligt fra familie til familie, og der vil jo altid være én, der rejser med svigerfamilien, men det er i hvert fald ofte en succes at rejse flere sammen - især hvis man har børn.

Et andet parameter, der skal være på plads, er sneen, der ikke uventet er afgørende for, hvor ferien skal holdes, og som både mænd og kvinder vil have på løjperne, viser undersøgelsen.

Men der er lidt forskel på, hvad mænd og kvinder prioriterer, når skiferien skal bestilles. 17 procent af de adspurgte kvinder peger på prisen som det næstvigtigste, mens 16 procent af mændene efter snegarantien prioriterer et varieret skiterræn.

Og så viser undersøgelsen, at to ud af tre danskere ikke laver træningsøvelser, der ellers forebygger skader.

/ritzau/

 

Dagens Gossip