Vi længes hjem efter leverpostejmaden

Undersøgelsen viser, at det er det kernerige, grove brød, de fleste af os savner, når vi er på udlandsferie. Således savner 51 procent rugbrød mest på ferien, mens en femtedel er mest kede af at måtte undvære frisk mælk. 17 procent savner leverpostej mest.

At det lige er disse fødevarer, der topper listen, hænger blandt andet sammen med tryghed og tradition, forklarer livsstilsekspert Henrik Byager.

»Det er danske klassikere. Det er noget, vi allesammen er vokset op med. Og så er det noget, vi forbinder med det at være dansker og nogle smage, som vi ikke kan få andre steder. Når vi har været et stykke tid ude i den store verden, begynder vi at føle os en smule gastronomisk hjemløse, og så begynder der at dukke nogle smagslængsler op,« fortæller han.

Samtidig er der den lavpraktiske forklaring, at produkterne er svære at få fingre i uden for smørrebrødsjomfruen Ida Davidsens fødeland.

»Når man drikker mælk og spiser rugbrød i udlandet, er det ofte som at gå til koncert med et kopiband. Det ligner ved første øjekast den ægte vare, men kvalitetsforskellen bliver hurtig tydelig,« siger leder af Karolines Køkken Tove Færch, der forklarer, hvad vi for eksempel ikke bryder os om ved den udenlandske mælk.

»Mange steder i udlandet er mælken ikke frisk, men varmebehandlet, så den bliver langtidsholdbar. Og for danske forbrugere føles det helt forkert, når vi skal tage en lunken mælk ned fra hylden fremfor at vælge en kølig, frisk mælk i køledisken. Den forskel sætter sig billedligt talt på smagsløgene,« fortæller hun.

Danmark er et af de få lande, hvor der er en landbrugstradition, som gør det muligt at få frisk mælk på kølehylderne allerede 24 timer efter, mælken er hentet på gården.

»Vi er flasket op med frisk mælk og tager den i høj grad for givet. Friskheden giver en anden smag, som vi elsker i Danmark – og som mange udlændinge til gengæld skal vænne sig til,« fortæller Jan Hermansen, chef for strategi og forretningsudvikling i Mejeriforeningen.

Lektor Steen Brock, som blandt andet arbejder med fødevareforskning ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, spår rugbrødet, leverpostejen og den friske mælk en lang levetid.

»Det er nogle ting, vi identificerer os med, og som er genkendelige. Selvom opskrifterne i sig selv ikke er noget særligt, er det myterne og fortællingerne om Danmark, der gør, at produkterne vil være i stand til at opretholde deres berettigelse,« siger han.

På fjerde- og femtepladsen efter rugbrød, mælk og leverpostej kommer lakrids og spegepølse, viser undersøgelsen.

Dagens Gossip