Vi oplevede det koldeste forår i 17 år

For ifølge DMI har foråret 2013 været det koldeste i hele 17 år. Og det til trods for, at maj ikke har vist sig fra sin værste side.

I forårsmånederne marts, april og maj lå middeltemperaturen på 5,6 grader, hvilket er 0,6 grader under normen i 1961-90 og 1,7 grader under gennemsnittet i 2001-2010.

»Dermed endte 2013 med det koldeste forår siden 1996, hvor vi landede på 5,1°C,« fortæller seniorklimatolog hos DMI, John Cappelen, som har kigget på tallene.

Både marts og april har været koldere end normalt, og det kunne en lidt varmere maj altså ikke kompensere helt for.

»Marts 2013 blev den koldeste i 26 år, april 2013 den koldeste i 25 år og kun den lune maj 2013 kunne ’hive lidt op i regnskabet,« forklarer klimatologen.

På den positive side for de danskere, der er glade for solstråler og tørvejr, har 2013-foråret været både nedbørsfattigt og solrigt.

Foråret bød på 102 millimeter nedbør, og i forhold til normen mellem 1961 og ’90 regnede det 24 procent mindre, mens det var 23 procent mindre sammenlignet med gennemsnittet for 2001-2010. Og i alt 623 timer fik vi i 2013 lov at nyde forårssolen - til trods for, at det ofte var råkoldt. Det var 142 timers flere solstråler end i forår mellem 1961 og ’90 og 45 timer mere end gennemsnittet i første årti af 00erne.

Dagens Gossip