Vi siger nej tak til Syrien-mission uden FN

Står det til den danske befolkning, så skal det danske forsvar ikke bidrage til en eventuel militæraktion i Syrien uden om FN.

Det viser en ny måling, som Gallup har foretaget for Berlingske.

Den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), meddelte tirsdag, at regeringen overvejer alternativer til FN's Sikkerhedsråd, hvis rådet ikke vil gribe ind over for præsident Bashar al-Assad, som sandsynligvis har brugt giftgas mod den syriske befolkning.

Men ifølge undersøgelsen er 64 procent af danskerne enten uenige eller delvist uenige i, at det danske forsvar skal deltage i et militært angreb mod det syriske regime uden om FN.

Blot 23 procent bakker op om et angreb uden et FN-mandat, mens 13 procent er i tvivl.

Regeringen risikerer dermed - hvis Kina og Rusland fortsat stritter imod i FN - at gå i krig uden opbakning fra den danske befolkning.

Men statsministeren understreger, at den danske regering ikke længere kan se bort fra overgrebene mod den syriske befolkning. Dermed bakker hun op om blandt andre Storbritannien og USA.

- Det, vi hører fra vores nærmeste allierede, er, at de efterhånden ikke er i tvivl om, at der er tale om kemiske våben, og at det er Assad, der har brugt kemiske våben mod egen befolkning, siger hun til TV2 News.

- Det her lægger selvfølgelig et maksimalt pres på FN's Sikkerhedsråd, men jeg er også nødt til at sige, at hvis FN's Sikkerhedsråd ikke vil reagere i den nuværende situation, så er vi nødt til at overveje alternative reaktionsmønstre, fortæller statsministeren.

Danmark venter nu på, at USA og Storbritannien fremfører beviser for, at det var det syriske regime, der stod bag onsdagens giftgasangreb mod befolkningen i Syrien. Men udenrigsminister Villy Søvndal (SF) tvivler ikke på, at styret bærer ansvaret.

- Hvorfor skulle de ellers i dag (tirsdag, red.) forhindre FN's våbeninspektører i at gøre deres arbejde, siger han til DR2's Deadline tirsdag aften.

/ritzau/

 

Dagens Gossip