Vi siger nej til fjerne job

"Nej tak, jeg er ikke villig til at skifte til et job, der ligger to timers transporttid væk fra min bolig. Også selv om jobbet er bedre end mit nuværende".

Det er svaret fra 27 procent af danskerne i en ny undersøgelse, skriver Søndagsavisen. Undersøgelsen er lavet af dataindsamlingsbureauet Norstat for Dansk Erhverv i seks lande med 1000 deltagere i hvert land.

Analysechef i Dansk Erhverv, Geert Laier Christensen, ryster på hovedet over den danske mentalitet, som, han mener, de 27 procent er et bevis på.

Han mener, at danskerne er for vant til, at velfærdssamfundet sikrer deres ve og vel.

- Danskerne mangler drive, og det mener vi, skyldes, at vi er pakket en lille smule for meget ind i et lidt for godt sikkerhedsnet, siger Geert Laier Christensen til Søndagsavisen.

Undersøgelsen viser, at danskerne sammen med svenskerne skraber bunden i forhold til vores rejselyst efter det gode job.

Kineserne vil derimod gerne rejse langt efter et nyt arbejde. Her er 82 procent villige til to timers transporttid hver vej, hvis bare jobbet er godt nok.

På trods af at undersøgelsens tal altså viser, at danskerne ikke har den samme lyst til at rejse efter job som eksempelvis kinesere, så mener LO, at Dansk Erhverv er alt for kritisk i dens udtalelse.

- Jeg vil stilfærdigt påpege, at Danmark netop ligger på linje med Sverige i besvarelserne i undersøgelsen. Der er en grund til, at Sverige, og ikke Kina, er et af de lande, vi sammenligner os med.

- I Kina kan det at få job i yderste konsekvens være forskellen på et liv i ekstrem fattigdom eller en tålelig tilværelse. Sådan er det heldigvis ikke i vores del af verden, og det tror jeg heller ikke, at Dansk Erhverv vil være tilhænger af, siger LO-sekretær, Ejner K. Holst til avisen.

Kinesere er i det hele taget mere risikovillige.

Norstats undersøgelser viser såedes, at 52 procent af alle kinesere er parate til at gå efter et job med højere løn, selv om det også indebærer større risiko for at blive fyret.

Den risiko frister kun 12 procent af alle danskere.

/ritzau/

Dagens Gossip