Vi skåner børnene for slid og hårdt arbejde

Slid og hårdt arbejde er det fremmedord for danske børn, der ikke opdrages til at kende til værdien af hårdt arbejde.

Det skriver Politiken på baggrund af en Megafon-måling, som avisen har lavet sammen med TV 2.

På spørgsmålet 'Jeg mener, at danske børn generelt bliver opdraget til at forstå værdien af hårdt arbejde', svarer to ud af tre danskere, at de er overvejende eller meget uenige.

Underdirketør i Dansk Industri Charlotte Rønhof mener, at det er et problem, hvis børnene ikke får de værdier med i deres opvækst.

- Det er, som om det har været for nemt i løbet af deres opvækst, så der ikke er noget at kæmpe for, siger hun og fortsætter:

- Vi er bagud i forhold til, hvor arbejdsomme de er i andre lande, eksempelvis i Asien. Danmark er udfordret, når vi har en kultur, hvor mange ikke er så optaget af at ville give den en ekstra skalle. Der er undersøgelsen meget sigende, for når folk svarer på den måde, er det nok, fordi de kan se, at den er ved at være gal, siger hun til Politiken.

Mette Lykke Nielsen, der er forsker på Center for Ungdomsforskning, kan fra sin forskning ikke genkalde et billede af, at de unge skulle være slappe i deres indstilling.

- Det er nærmest modsat. Når vi interviewer unge, møder vi mange, som godt er klar over, at de står foran et benhårdt voksenliv, og at de skal have en uddannelse og et godt cv. Og det kan godt være, at de har haft forældre, som har støttet og hjulpet dem, men de er bevidste om, at de ikke har samme muligheder, som andre generationer har haft, siger hun.

Hun påpeger at halvdelen af de danske unge har et fritidsjob, og mange starter med at arbejde allerede i 13-15 års alderen.

- Mange danske unge får på den måde meget tidligt erfaring med hårdt fysisk arbejde. De har jo ofte den type arbejde, som voksne ikke ønsker at varetage, og det er ikke altid positivt. Så hvis vi taler om at lære værdien af hårdt arbejde, får mange danske unge erfaring med hårdt arbejde meget tidligt i deres liv, siger hun

Dagens Gossip