Vi spiser det samme som i 90’erne

Det viser en undersøgelse, som "Madkulturen", en selvejende institution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har udleveret til Søndagsavisen.

Undersøgelsen viser, at syv ud af ti danskere spiser frikadeller eller stegt kylling på en almindelig hverdagsaften. I det hele taget hitter retter, der er lavet på hakket kød. For hakkebøf, pasta med kødsovs og lasagne kommer ind på de efterfølgende tre pladser i undersøgelsen.

- Det undrer mig, at vi ikke ser større forandringer, for tallene minder utroligt meget om dem, vi selv har set i undersøgelser i 1995 og 2008. Det har virkelig været samme status i rigtig mange år, siger seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet, Afdeling for Ernæring, Sisse Fagt til Søndagsavisen.

Tit oppustet mave? Sådan slipper du for det

Det er vanetænkning, der får os til at gribe ud efter de samme varer i køledisken igen og igen vurderer Judith Kyst, der er direktør i Madkulturen:

- Vi er tydeligvis vanemennesker, der kan de samme gennemsnitligt 10 retter, som vi laver hele året. Vi vælger de nemme løsninger og varierer vores kost meget lidt, siger Judith Kyst.

At vi vælger kylling og hakket kød skyldes ofte, at det er råvarer, der er nemme og fleksible at arbejde med.

- Hakket kød er det sikre valg. Du kan krydre og variere det, og så kræver det ikke de store kundskaber at stege i modsætning til en bøf. Kylling er populært, fordi det er billigt, det er del af en sundhedstrend, og så smager det mildt og kan krydres forskelligt, siger Sisse Fagt.

Læs også: Din mands mad gør dig tyk

De ti mest populære retter til danskernes hverdagsaftensmad er: Stegt kylling (70 procent), frikadeller (70 procent), hakkebøf (65 procent), pasta med kødsovs (59 procent), lasagne (55 procent), suppe (54 procent), gryderet (52 procent), fisk (49 procent), salat (48 procent) og pastaretter (46 procent).

Undersøgelsen er baseret på besvarelser fra 1.142 danskere.

Af Søndagsavisen.

Dagens Gossip