Vi spiser mere og mere på farten

»Vi lever i en fortravlet tid og har det med at se på klokken, hvor vi kan spare en halv time, som vi så i stedet kan bruge på at arbejde, sidde og kysse på kæresten eller på at læse en bog. Kan man springe indkøb og madlavning over, som er en løsning, vi vælger mere og mere, så kan vi hoppe over, hvor gærdet er lavest,« siger livsstilsekspert Henrik Byager.

I undersøgelsen, som er foretaget af Epinion for Arla blandt 1.213 mennesker, svarer 34 procent af danskerne, at det særligt er om eftermiddagen, de nyder en hurtig snack. 45 procent af de adspurgte spiser oftest deres to go-måltid i bilen.

Henrik Byager peger på, at man længe har set fænomenet med at spise takeaway-mad på farten i blandt andet USA og England, hvor trenden fortsat er langt mere udbredt end i Danmark.

Hos Arla har man gennem de seneste år oplevet en stigende efterspørgsel på mad på farten, der ikke bare er hurtigt og nemt, men som også er sundt.

Det glæder Marianne Dittmann, der er projektleder for Fødevarestyrelsens ernæringsmærke »Nøglehullet«, at danskerne vælger en sund løsning på at stille sulten.

»I takt med at danskerne spiser flere og flere måltider, mens de er på farten, er det utroligt vigtigt, at forbrugerne har mulighed for at træffe et sundere valg. Vi arbejder derfor på at få flere nøglehulsmærkede produkter ind på hylderne på tankstationer og andre steder, hvor det hurtige måltid typisk købes,« siger hun i en pressemeddelelse.

Henrik Byager påpeger dog, at selvom en stor gruppe danskere efterspørger den sunde mad på farten, er der også en tendens til, at mange vælger en usund snack. Der er sket en opdeling mellem den sunde og usunde madkultur i Danmark, og den tendens, forudser Byager, vil blive styrket af on the go-mad.

»Der er en tendens til, at vi får et opsplittet Danmark med nogle, der spiser enormt usundt, og nogle, der spiser sundere og sundere. Vi har et fokus på sund mad, og der er en stor gruppe, der følger meget med, som for eksempel ved, hvad paleokost (stenalderkost, red.) er. Og så har vi også en del, som ikke er særligt sunde, og som samler mange dårlige vaner omkring sundhed, kost og motion,« siger Henrik Byager.

Foruden polariseringen af sunde og usunde mennesker i Danmark nævner Byager også, at on the go-mad kan gå ud over både madlavningskundskaber og kvalitetstiden hen over middagsbordet.

»Aftensmåltidet kan miste noget af sin kvalitet og sin socialfunktion, hvor vi ved, at folk godt kan lide at sætte sig omkring bordet og hygge og snakke lidt. Takeaway og den hurtige mad på farten rummer ikke den samme måltidsoplevelse, som den hjemmelavede mad med dækkeservietter og kniv og gaffel gør,« siger Henrik Byager.

Dagens Gossip