Vi Unge på udkig efter forsidemodeller i Kolding

Lørdag den 23. februar kommer den populære Covergirl-konkurrence, som pigebladet Vi Unge står bag, til Kolding.

Her konkurrerer piger mellem 12 og 18 år om muligheden for at komme på forsiden af Vi Unge bladet, som hver måned læses af 165.000 teenagepiger. Det er fjerde gang konkurrencen gennemføres, og sidste år deltog flere end 3.500 piger, som alle fik vist deres billede på viunge.dk.

Vi Unge vil være i Kolding Storcenter med Covergirl-konkurrencen fra klokken 11-14, hvor en stylist, en makeupartist og en fotograf står klar til at tage superprofessionelle billeder til den landsdækkende forsidekonkurrence. Derudover underholder pop-stjernen, Basim, med en minikoncert.

Covergirl handler ikke om de perfekte modelmål

- Den nye forsidemodel er en pige, der er mindst lige så smuk indeni, som hun er udenpå, og det er nødvendigvis ikke den, der har de helt rigtige modelmål, der vinder konkurrencen. Covergirl handler nemlig først og fremmest om at have en fantastisk udstråling og en glad og sød personlighed. Vi tror på, at hvis du er glad indeni, så følger det andet med, fortæller Vi Unges chefredaktør, Tina Dines Appelt.

For at deltage i konkurrencen skal man være mellem 12 og 18 år og ikke i forvejen være tilknyttet et modelbureau. Vi Unge udvælger 20 finalister, som læserne stemmer på inde på viunge.dk, og de tre finalister med flest stemmer får taget professionelle modelbilleder.

Vinderen offentliggøres ved en stor finalefest den 31. maj i København. Vinderen bliver også kampagnemodel for den internationale smykke og accessories-kæde Glitter.

Dagens Gossip