Vi ved for lidt: Hvilken ugedag åbner Folketinget?

På tirsdag åbner Folketinget, eller er det på onsdag?

For selvom Folketinget officielt har åbnet den første tirsdag i oktober siden Frederik 9. var knægt i 1918, ved hver anden dansker ikke hvilken ugedag, årets første møde i Folketingssalen finder sted.

Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Newspaq.

Valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet er dog ikke bekymret over danskernes uvidenhed.

- Det vigtigste er, at danskerne gør sig anstrengelser for at følge med i politik og tager et politisk standpunkt. Ikke at de kender bestemte procedurer, siger han til Newspaq.

Johannes Andersen har selv undersøgt danskernes konkrete viden om politik, og den er begrænset.

- Der er meget få vælgere, der f.eks. kan svare på, hvilket parti Mette Frederiksen kommer fra, eller hvor mange medlemslande, der er i EU. Men det forhindrer os ikke ikke i at tage stilling til politik. Og hvis det er vigtigt for os at vide hvilken dag, Folketinget åbner, så vil vi finde ud af det, siger valgforskeren.

Formand for Folketinget, Mogens Lykketoft (S), er heller ikke urolig over danskernes manglende viden.

- Det siger ikke noget om danskernes engagement i politik. Folketinget mødes på mærkelige tidspunkter. Der har været adskillige mødedage i både august og september, hvor udvalgene arbejder, så folk har ikke et klart billede af, hvornår folketingssåret starter, siger han til Newspaq.

Er du mand, nordjyde og i 20'erne er der endnu større chance for, at du ikke kan svare på spørgsmålet om, hvilken dag Folketingets mødes efter sommerferien, end hvis du er kvinde over 60 og bosat på Sjælland.

Mens fire ud af 10 nordjyder melder pas på spørgsmålet om ugedag, gælder det kun seks ud af 10 i Region Sjælland.

- Nordjyder er nok ikke de mest interesserede i politik, og de har ikke den samme formelle viden som i byerne, hvor man har flere veluddannede akademikere, siger Johannes Andersen.

Årets første møde i Folketingssalen begynder kl. 12, og der er traditionen tro to punkter på dagsordenen: Valg af Folketingets Præsidium samt statsministeriets åbningstale.

Det var forøvrigt Grundloven af 1915, der gjorde første tirsdag i oktober til officiel åbningsdag. Inden da faldt åbningsdagen på den første mandag i oktober.

519 danskere indgår i meningsmålingen.

 

Dagens Gossip