Vi vil have julehilsen med posten og ikke på telefonen

Skrevet af admin

13/12/2013

Mest læste i dag

En julehilsen i postkassen varmer. Og sådan vil danskerne helst have julehilsnen - på den gammeldags facon.

Tre ud af fire vil helst have en julehilsen med posten, viser en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet blandt mere end 3000 danskere for Post Danmark.

- Helt på linje med juletræet, julepynt og gaverne under træet er julehilsner med posten en fast del af danskernes juletradition, siger Morten O. Nielsen, kommunikationschef i Post Danmark.

- Vi opfatter julehilsnen i brevkassen som meget mere personlig og ægte end de hurtige beskeder på Facebook, e-mail eller sms, siger han.

Mens 73 procent mener, at julehilsner sendt med posten skaber mest glæde, svarer henholdsvis seks procent, en procent og fire procent det samme om e-mail, Facebook og sms.

I december har Post Danmark ansat 400 ekstra par hænder, som hjælper til med at sortere juleposten. I år forventer Post Danmark at skulle ud med op imod 10 millioner julebreve.

- Der er ingen tvivl om, at mange er fristet af at sende den hurtige julehilsen på sms eller e-mail. Det, der for mange virkelig har betydning og viser, at afsenderen har tænkt på os, er en julehilsen sendt med posten, siger Morten O. Nielsen.

Faktisk vil 87 procent af dem, der har tænkt sig at sende julehilsner i år, sende dem med posten.

Post Danmark har sidste omdeling af breve og pakker inden jul mandag 23. december.

Det betyder, at årets julekort senest skal i en postkasse med søndagstømning 22. december for at komme frem inden juleaften.

/ritzau/