Viagraproducent opgiver rekordkøb af Botoxproducent

Skrevet af admin

06/04/2016

Dagens topnyheder

Nye amerikanske skatteregler får medicinalgiganten Pfizer til at aflyse købet af Allergan, ejeren af skønhedsproduktet Botox, oplyser Pfizer i en meddelelse.

Transaktionen ville, hvis den blev gennemført, med 160 milliarder dollar have været den største virksomhedshandel nogensinde inden for sundhedsplejesektoren.

Allergan er drevet fra New Jersey, men har domicil i Dublin. Et afgørende incitament for amerikanske Pfizers overtagelse var, at det med overtagelsen kunne skifte skatteadresse til Irland, hvor selskabet gennem en lavere skattesats kunne spare milliarder i skat.

Men ifølge Ritzau Finans har netop den praksis, at amerikanske virksomheder flytter deres skattepligtige adresse ud af landet, gennem længere tid mødt stor modstand fra USA's præsident, Barack Obama.

Mandag foreslog den amerikanske regering skrappere regler end ventet for at bremse den trafik.

Pfizer producerer blandt meget andet potensmidlet Viagra.

/ritzau/