Viasat jubler: Vi er klar til Kessler Vs Froch III

I disse dage går Mikkel Kessler rundt og grubler. Skal han stoppe sin 15 år lange karriere nu eller jagte en sidste og tredje kamp mod Carl Froch?

- Jeg skal ikke bestemme over Mikkel Kesslers fremtid, den skal han selvfølgelig helt selv afgøre. Men i lørdags så jeg ikke en bokser, der er tvunget til at lægge handskerne på hylden, slet ikke, siger Viasats sportschef, Peter Nørrelund.

Hans arbejdsgiver stod bag produktionen og leveringen af lørdagens boksebrag i O2 Arena i London mellem Carl Froch og Mikkel Kessler til det danske marked. Og hos Viasat skuffede interessen ikke.

- Vi har fået tallene, vi giver dem dog ikke videre. Men jeg kan da sige, at der var rigtig, rigtig flotte salgstal. Det er meget imponerende, også i en Kessler-målestok, lyder det fra sportschefen, der også er klar til at levere transmission af en tredje kampe mellem Froch og Kessler.

- Det helt oplagte ville være en kamp nummer tre mellem Kessler og Froch. Man så også tydeligt i London, at det ikke er tilfældigt, at deres kampe er gået over i boksehistorien. Etteren var fantastisk, og toeren mener jeg kommer helt op på niveau med den første i Danmark.

- Kessler og Froch har skabt et bokse-liv sammen. Det har man tidligere set i historien mange andre steder, og nu har de selv skrevet deres kapitel. Jeg synes, at de skal afslutte historien med en sidste og afgørende kamp. På et tidspunkt kan de så sidde og fortælle deres børnebørn om dengang, de udkæmpede en drabelig duel med den her brite eller dansker, siger Peter Nørrelund.

Lige nu peger alt på, at Carl Froch hellere vil møde amerikaneren Andre Ward. Det er det mest attraktive set ud fra et sportsligt perspektiv. Men Froch' promoter, Eddie Hearn, har samtidigt også gjort det ganske klart, at de er, hvor de fleste penge er, og det kunne meget vel være en tredje kamp mellem Carl Froch og Mikkel Kessler.

Hvis sådan en kamp skal stables på benene, så skal der findes en passende arena. Første kamp var i Herning, og anden kamp var som bekendt i London. Fra begge bokseres lejre har der været peget på en neutral grund som mulighed, andet ville være unfair.- Personligt tror jeg, at Kessler helst ser en eventuel tredje kamp i Danmark, men for os er det ikke afgørende. Vi følger med ham overalt, siger Viasats sportschef, Peter Nørrelund.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip