Vibe sender Sønderjyske meget tæt på redning

Holdet vandt søndag 1-0 hjemme over AaB, og dermed er der otte point ned til Silkeborg og seks point ned til såvel Brøndby som Horsens. Og da netop Brøndby og Horsens skal mødes i sidste runde, kan de jo ikke begge vinde den kamp, så Sønderjyske ligner et hold, der er reddet.

Selve kampen startede med, at Sønderjyske fik straffespark, og det er som bekendt en stor mulighed for scoring, men ikke i sønderjydernes tilfælde. De seneste seks forsøg var alle kikset, og tallet kunne efter Tommy Bechmanns spark forhøjes til syv, for han var heller ikke i stand til at score fra 11-meter-pletten.

Midtvejs i halvlegen lykkedes det dog for hjemmeholdet at score, da Lasse Vibe efter en god solo-aktion udplacerede Nicolai Larsen i AaBs mål med en inderside-afslutning.

AaB havde det generelt svært i kampen, og mod slutningen af anden halvleg blev det endnu sværere, da Kenneth Emil Petersen til stor vrede fra ham selv modtog det røde kort for et frispark på kanten af feltet.

Det fik Sønderjyske dog ikke mål ud af, og det gjorde de heller ikke, da Johan Absalonsen kort efter løb alene mod mål. Han forsøgte at spille på tværs til Andreas Oggesen, men burde have skudt selv. I hvert fald blev afleveringen blokeret af Rasmus Thelander.

AaB kunne dog heller ikke score, og derfor tog Sønderjyske de tre point til skuffelse for nordjyderne, der risikerer at miste tredjepladsen, når Randers FC har mødt AGF søndag.

I næste runde skal Sønderjyske møde AGF på udebane, mens AaB har hjemmebane mod Brøndby.   

Dagens Gossip