Viborg afslutter 11 år langt mareridt med point mod FCK

Skrevet af admin

22/11/2015

Mest læste i dag

Fodboldklubben Viborg tjente søndag et af de point, der gør en lang tur hjem fra København til Jylland meget sjovere.

Et af de point, hvor spillerne på busturen hjem drister sig til at spørge træneren, om det mon vil være okay at åbne en enkelt dåsepils eller to. Og således gøre en i forvejen god dag endnu bedre.

Cheftræner Johnny Mølbys undertippede Viborg-hold spillede 0-0 i Telia Parken mod FC København, der forsømte muligheden for at rykke tre point fri af FC Midtjylland i toppen af Alka Superligaen.

Og ikke nok med det. Viborg-pointet, som var ganske fortjent, var klubbens første i 11 år mod FCK, der før søndagens kamp havde vundet de seneste 14 indbyrdes kampe.

Taget var blevet rullet hen over Parken for at holde sne og frost ude, og der var da heller ikke et snefnug at spore på græsplænen.

Græstæppet virkede dog til at være godt kørt op, efter at Danmark tirsdag spillede 2-2 mod Sverige og forpassede muligheden for at komme med til EM i Frankrig næste år.

Det massive snefald lørdag og søndag kunne til gengæld ses på tilskuertallet, eftersom blot 7785 tilskuere var mødt op i Parken.

De så Viborg være tæt på at score to gange inden for kampens første ti minutter, men FCK-målmand Stephan Andersen fik afværget store chancer til anfører Jeppe Curth og Serge Deble.

FCK's formstærke og energiske Kasper Kusk svarede igen med et skud på stolpen, og senere i første halvleg havde anfører Mathias "Zanka" Jørgensen og Andreas Cornelius kvalificerede afslutninger.

Chancerne ændrede dog ikke på billedet af en ret fejlfyldt halvleg, som gæsterne kunne være mest tilfredse med.

Der manglede dynamik centralt på FCK-midtbanen, hvor skadede Thomas Delaney var savnet, mens William Kvist og Daniel Amartey udfyldte pladserne efter bedste evne.

FCK forsøgte at etablere et pres fra begyndelsen af anden halvleg, men Viborg lod sig ikke kue.

Efter 52 minutter opstod kampens største chance, da FCK's tilbagevendte midterforsvarer Per Nilsson stoppede et indlæg.

Svenskeren, der har været skadet i lang tid, kom til at lægge bolden perfekt til rette for Osama Akharraz, men Viborg-spilleren hamrede bolden højt over mål.

FCK svarede dog igen, og Kasper Kusk var tæt på to gange i det efterfølgende kvarter.

Hjemmeholdet lagde det forventede pres, men der var på ingen måde tale om spil til ét mål, og kreativiteten manglede hos hjemmeholdet.

I stedet var indskiftede Sebastian Andersen tæt på at sikre Viborg sejren, da han 11 minutter før tid smaskede et frispark på overliggeren.

FCK fører Superligaen med 32 point for 16 kampe. Viborg har 18 point på niendepladsen.

FCK spiller næste søndag topkamp ude mod FC Midtjylland, mens Viborg allerede på fredag tager imod AGF.

/ritzau/