Viborg besejrer Randers i topkamp

Skrevet af admin

11/01/2014

Dagens topnyheder

Viborg HK spillede sig lørdag for alvor ind i topstriden i kvindernes bedste håndboldrække. Det skete med en hjemmesejr på 28-27 over Randers HK.

Sejren blev ikke mindst grundlagt på en fremragende start af Viborg. Efter et kvarter havde hjemmeholdet allerede skabt et forspring på seks mål ved stillingen 10-4.

Den komfortable føring kom i stand, da Randers' forsvar slet ikke fik fat i begyndelsen, og de kronjyske keepere kunne overhovedet ikke læse Viborgs skytter.

Det ændrede sig dog i minutterne op til pausen, og så kunne Randers reducere til pausestillingen 13-16.

Nærmere kom gæsterne dog ikke i den omgang. Midt i anden halvleg trak Viborg på ny fra og kom foran 22-16.

Stærkt medvirkende var blandt andre Viborgs brasilianske målvogter, Chana Masson de Souza, der undervejs reddede fire straffekast. I den anden ende stod landsholdsfløjen Maria Fisker for flere fine scoringer.

I de sidste minutter pyntede Randers på stillingen, men spænding om udfaldet var der reelt aldrig. Således blev reduceringen til 27-28 scoret få sekunder før tid.

Med sejren rykker Viborg op på en pointmæssigt delt andenplads med netop Randers. Begge hold har 18 point for 11 kampe. FC Midtjylland topper ligaen med 19 point.

/ritzau/