Viborg føler sig snydt i Metz og sender protest til EHF

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

23-26 tabte Viborg HK's håndboldkvinder søndag til franske Metz i Cupwinners Cup, fremgår det af den officielle kamprapport.

Men den jyske klub føler sig snydt for et mål i den første af to kampe i tredje runde. Ifølge Viborg opstod der tvivl ved tidtagerbordet undervejs i udekampen, og den franske klub ønskede efter kampen ikke at udlevere videomateriale fra kampen.

Viborg har imidlertid selv skaffet en optagelse med håndholdt kamera, som tilsyneladende viser, at Viborg efter pausen scorede 13 og ikke 12 mål.

- Vi er ret overbeviste om, at vi har fundet alle vores mål fra anden halvleg, og Metz har snydt os for et mål, siger Viborg HK’s direktør Henrik Dahl til Viborg Stifts Folkeblad.

- Nu sender vi en protest ind på mail til EHF (Det Europæiske Håndbold Forbund, red.) sammen med vores videomateriale, og så vil den delegerede (til lørdagens returkamp, red.) forhåbentlig fortælle os på fredagens tekniske møde, at den første kamp sluttede 26-24 og ikke 26-23, tilføjer han.

Lørdagens returkamp begynder klokken 16.30.

/ritzau/