Viborg henter landsholdets VM-målvogter

Skrevet af admin

31/01/2014

Mest læste i dag

Den danske landsholdsmålvogter Rikke Poulsen skifter fra den kommende sæson fra Vejen til Viborg i den kvindernes håndboldliga.

Viborg har fredag formiddag offentliggjort, at Poulsen har skrevet en toårig kontrakt med klubben til cheftræner Christian Dalmoses store tilfredshed.

- Jeg har set på hende i lang tid, og jeg har set en spændende målvogter.

- Hun spillede VM-slutrunden på et godt niveau, og jeg er sikker på, at hun har den vildskab og den power, der kan gøre hende til en god keeper for Viborg HK, siger træner Christian Dalmose i pressemeddelelse.

Dermed tager 27-årige Rikke Poulsen et nyt skridt fremad i karrieren, efter at hun i december fik et landsholdsgennembrud ved VM i Serbien, hvor hun var med til at sikre Danmark bronzemedaljer.

Til sommer forlader hun altså økonomisk pressede Vejen, som hun nåede at spille for i to sæsoner.

- Jeg har altid set Viborg HK som en af de bedste klubber i verden. Det er en klub med et super professionelt miljø, og der er utrolig dygtige spillere i truppen. Jeg er stolt af og glad for at blive en del af det team, siger Rikke Poulsen.

- Viborg HK er en klub med stolte traditioner og en vinderkultur, som jeg gerne vil være en del af. Deres setup er utrolig professionelt. Jeg er rigtig, rigtig stolt af, at jeg fra næste sommer skal være en del af Viborg HK, siger hun.

Rikke Poulsen har tidligere i karrieren spillet for Team Tvis Holstebro og SK Aarhus og er noteret for 36 A-landskampe.

 

/ritzau/