Viborg HK ude af DM-kampen

Der var en finaleplads på spil, da Viborg HK i den sene søndags-kamp havde taget turen til Ikast for at møde FC Midtjylland.

Første kamp var endt 24-24, og derfor var Viborg HK presset til at hente en sejr eller et uafgjort resultat med samme antal scoringer eller flere, end det var tilfældet fredag aften i Viborg.

Men det var ikke fordi, at målene haglede ind i første halvleg, hvor der blev lagt ud med en intens stemning på banen mellem to hold, der var klar til at slås for finalepladsen.

FCM lagde bedst ud med de første scoringer, men de to klubber skiftede til at have momentum, og da Anita Bulath, i sekunderne efter hun blev sendt på banen, lagde bolden ind bag en stærkt spillende Susan Englert, kom Viborg HK foran 6-5.

Men selvom gæsterne stod stærkt i forsvaret, så var både stolpe, forsvar og keeper fra FCM ikke villige til at lade Viborg HK slippe af sted med flere føringer - og det lykkedes at holde VHK nede på bare ni scoringer i første halvleg, som hjemmeholdet vandt 11-9.

Fra anden halvlegs start kom der langt mere gang i scoringerne, men de to hold fulgtes solidt ad, så det var stadig FC Midtjylland, der styrede mod en DM-finale.

Men da Christian Dalmose begyndte at pille keeper Søs Søby ud og erstatte hende med markspilleren Johanna Ahlm, når VHK var i angreb, begyndte gæsterne langsomt at hale ind på FCM igen. Der kom mange dramatiske situationer ud af målmands-markspiller udskiftningerne, men det virkede grundlæggende for VHK.

Maria Fisker havde ved stillingen 19-19 endda muligheden for at bringe VHK foran, men fra en upresset position fra fløjen overtrådte Fisker, og kort efter trak FC Midtjylland igen fra.

Til sidst blev kampens resultat afgjort af Viborg HK's forcering for at hente FCM. Det lykkedes nemlig aldrig Viborg HK at få kampen vendt, og FC Midtjylland kunne til sidst spille sig i DM-finalen med en sejr på 26-23.

Viborg HK møder Randers i kampen om trejdepladsen.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV