Viborg i desperat målmandsjagt

Med bare tre dage til Superliga-start mangler oprykkerne fra Viborg stadig at finde en ny målmand, efter man solgte den tidligere førstekeeper, Martin Hansen, til FC Nordsjælland.

Hvis ikke det lykkedes, er det op til den unge og uprøvede Kevin Ray Mendoza Hansen at vogte buret for midtjyderne. Assistenttræner i Viborg, Søren Frederiksen, erkender klubbens målmandsproblem.

- Vi arbejder på højtryk for at finde en førstemålmand. Det har vi ikke lagt skjul på. Det har været sværere, end vi har regnet med. Vi er lidt pressede i forhold til, at vi har første kamp på lørdag. Vi ved også godt, at hvis ikke vi finder den rette, så står Kevin Ray Mendoza Hansen, siger Søren Frederiksen.

Viborg har i optakten til den nye sæson været i kontakt med flere målmand for at finde den rette afløser for Martin Hansen, der var det klare førstevalg i 1. division. Både Thomas Villadsen, Lasse Heinze og den slovakiske VM-målmand, Dusan Pernis, har været på tale - dog uden at en endelig aftale er faldet på plads.  - Vi har kigget på en del, det må vi være ærlige at sige. Vi føler dog ikke rigtig, at vi har fundet den rette endnu, men det kan komme hurtigere, end man lige regner med, siger Søren Frederiksen.

Hvis ikke klubben når at finde en målmand, har trænerteamet tiltro til, at Kevin Ray Mendoza Hansen 'nok skal klare den'. Men det bliver noget af et sceneskift for den 18-årige keeper.

- Han er ikke så gammel endnu, og har nogle mangler i forhold til erfaring og rutine. Han skal spille på et eller andet tidspunkt, men det er klart, det er hårdt at komme ind og spille 33 kampe i Superligaen. Der er et helt andet pres end i 1. division. Han er et stort talent, og vi tror meget på ham, men der er ingen tvivl om, at vi kigger os om efter en ny førstemålmand, siger Søren Frederiksen.

Ender Kevin Ray Mendoza Hansen som førstemålmand, bliver den blot 17-årige ungdomspiller, Sebastian John, reservekeeper når Viborg på lørdag indleder sæsonen mod Randers.

Dagens Gossip