Viborg-lejr efter uafgjort: Føles som nederlag

Skrevet af admin

30/11/2013

Dagens topnyheder

Viborg spillede 2-2 og hentede dermed et enkelt point i lørdagens superligakamp hjemme mod Sønderjyske på Energi Viborg Arena.

Spillet og chancerne var ellers til flere mål og flere point, lyder det fra Viborg-lejren.

- Vi burde have fået tre i sådan en kamp. Vi var ovenpå og kreerede en masse chancer. Så det er bare ikke godt nok, at vi ikke udnytter dem og får en sejr. Det føles faktisk lidt som et nederlag her bagefter, fortæller den ene af Viborgs angribere, Kevin Mensah.

Hans angrebsmakker, Thomas Dalgaard, scorede ellers, hvad der lignede sejrsmålet kort efter pausen.

Men Bjørn Paulsen ville det anderledes og udlignede til 2-2 for sønderjyderne efter en dødbold 12 minutter før tid, hvilket også ærgrer Viborg-anfører, Mikkel Rask.

- Det er en bitter følelse, vi står tilbage med efter kampen. Vi vidste godt, at de var farlige på dødbolde, hvor de lægger et stort pres. Men vi burde kunne stå i mod det, siger anføreren.

- Og når jeg tænker over det, så tilspiller de sig vel ikke de helt store chancer. Det er mest på dødbolde, at de er farlige, siger han.

Viborg fik en del kritik efter sidste rundes kamp mod FC København i Parken. En kamp, som blev tabt 1-4. Her var specielt forsvaret skydeskive for meget af kritikken. Trods to sønderjyske-scoringer mener Kevin Mensah alligevel, at defensiven var forbedret.

- I dag så defensiven fin ud. Den er i hvert fald stærkt forbedret i forhold kampen inde i Parken. Sønderjyske scorede på to tilfældigheder. Vi lukkede ellers fint ned for dem og holdt dem fra reelle chancer i åbent spil, siger han.

Resultatet sender Viborg på sjettepladsen med 21 point.

/ritzau/