Viborg mister endnu en profil: Svensk stjerne stopper

Skrevet af admin

13/02/2015

Mest læste i dag

Viborg HK mister flere profiler frem mod næste sæson, og nu er også svenske Isabelle Gulldén tabt for den danske klub.

Den 25-årige playmaker skifter til en endnu unavngiven klub, oplyser Viborg HK på klubbens hjemmeside.

- Det er et stort tab for klubben, men Bella fortjener sit eventyr, siger træner Christian Dalmose.

- I den tid, jeg har været i klubben, har hun udviklet sig til at være en styrende spiller og en leder på holdet.

- Hun er blevet en større og mere komplet spiller i løbet af de sidste par år, siger træneren, som samtidig afslører, at Isabelle Gulldén sandsynligvis skal til Østeuropa.

- Det er ærgerligt, men naturligt. Hun har udviklet sig, fordi hun har villet, og når en spiller udvikler sig sådan, er det naturligt, at store, østeuropæiske klubber bliver interesseret, fortsætter Christian Dalmose.

Isabelle Gulldén kom til Viborg i 2011 fra Sävehof. I december blev hun kåret til EM's mest værdifulde spiller, da hun repræsenterede Sverige ved slutrunden i Ungarn og Kroatien.

Den danske klub mister i forvejen den brasilianske målmand Chana Masson samt Mette Gravholt, Maria Fisker og serbiske Sanja Damnjanovic.

Derudover er det uvist, om klubben kan holde på landsholdsspilleren Louise Burgaard.

Isabella Gulldéns kommende klubskifte betyder samtidig, at hendes kæreste, Linus Persson, til sommer stopper som målmand hos Bjerringbro-Silkeborgs håndboldherrer for at følge Gulldén.

/ritzau/