Viborg overvinder chokstart og får sæsonens første sejr

Skrevet af admin

31/07/2015

Dagens topnyheder

For første gang i sæsonen kan Alka Superliga-oprykkerne Viborg glæde sig over at kunne sætte tre point ind på kontoen efter en hjemmesejr på 2-1 over Esbjerg.

Det var der ellers ikke meget, som tydede på efter 80 sekunders spil, da Esbjerg bragte sig foran, men så dukkede den tidligere superligatopscorer Jeppe Curth op, og med to hovedstødsmål sørgede han for sejren.

Dermed kravler Viborg op på fire point i tabellen, hvilket aktuelt rækker til en femteplads, mens Esbjerg kun står noteret for et enkelt point efter tre kampe.

Esbjerg var uden venstrebacken Jonas Knudsen, der ifølge en fondsbørsmeddelelse er på vej til et klubskifte, men fraværet var glemt allerede i kampens andet minut, da højreback-kollegaen Ryan Johnson Laursen stjal fokus.

Højrebacken blev sendt i dybden af Nicki Bille, og efter et par gode træk kunne Johnson Laursen aflevere bolden til Mick van Buren, der let kunne bringe Esbjerg foran.

Den elendige start tog dog ikke modet fra Viborg. Allerede seks minutter senere udlignede Jeppe Curth, da han headede en nedfaldsbold efter et indkast i mål. Det var samtidig Viborgs første mål i sæsonen.

Efter den målrige indledning blev der ikke scoret yderligere før anden halvleg.

Skader tvang Esbjerg til at skifte oplægger Ryan Johnson Laursen ud i pausen samt Emil Lyng fem minutter inde i anden halvleg.

I forlængelse af Esbjerg-rokeringerne indsatte Viborg et tungt pres, og i løbet af fem minutter fik hjemmeholdet en lang række muligheder, før Jeppe Curth igen kom på måltavlen, da han headede et indlæg i mål.

Forinden havde Marcel Rømer brændt et straffespark på Martin Dubravka, lige som Mikkel Rask og Jeroen Veldmate havde brændt hver deres store hovedstødschance.

Flere gange var Nicki Bille og Mohammed Fellah ved at sikre Esbjerg en udligning, men skarpheden manglede hos gæsterne, der kun havde sig selv at takke for klubbens andet nederlag i træk.

/ritzau/