Viborg presset af manglende målmand

Superligaoprykkerne fra Viborg FF har sendt førstemålmand, Martin Hansen af sted til sølvvinderne FC Nordsjælland, men man har endnu ikke fundet en afløser.

I øjeblikket råder klubben kun over den 19-årige målmand Kevin Ray Mendoza Hansen, og med godt tre uger til sæsonstarten mod Randers, er det ved at være på tide at finde en ny førstemålmand, erkender Viborgs direktør Morten Jensen.

- Det skal ikke tage for lang tid, siger han, men understreger, at han hellere vil bruge lidt ekstra tid på at sikre, at man finder den rette erstatning.

- Vi har arbejdet længe på det, og også med mange forskellige muligheder. Kunsten er at ramme den bedste løsning, og vi er stadig i en sonderende fase. På den ene side skal vi træffe en hurtig afklaring, men samtidig træffe den rigtige beslutning, siger han.

I oprustningen til Superligaen har Viborg allerede i vinter forstærket sig med Kristoffer Pallesen, der kommer fra Hobro, og med den fyrede Silkeborgspiller Christoffer Poulsen.

Det er formentlig ikke nok til at klare sig i Superligaen, og Morten Jensen forventer at hente yderligere forstærkninger i løbet af sommeren.

- Når vi starter ud, skal vi stå så stærkt som muligt. Vi er lige startet op igen og har fastholdt en stor stamme af spillere fra 1. division. Vi har et åbenlys udfordring omkring at få en førstemålmand ind, og så prøver vi at supplere lidt i alle kæder, siger han. 

Viborg åbner sæsonen på hjemmebane mod Randers den 20. juli.

Dagens Gossip