Viborg stormer mod Superligaen efter ny sejr

Skrevet af admin

20/03/2015

Dagens topnyheder

Det kan meget vel blive til et gensyn med Viborg FF i landets bedste fodboldrække i næste sæson.

Fredag aften var de grønblusede suveræne i hjemmekampen mod AB, der blev vundet med 3-0.

Dermed fik klubben fra domkirkebyen fulgt op på sidste uges sejr i forårspremieren mod første divisions nummer to, Lyngby.

I toppen af tabellen har Viborg 43 point, hvilket giver et hul ned til Lyngby på fem point. Endnu vigtigere er det, at der er ni point ned til AGF, der ligger på den ikke-oprykningsgivende tredjeplads. AGF har dog spillet en kamp færre end de to andre tophold.

De 3294 tilskuere på Energi Viborg Arena måtte vente 42 minutter i opgøret mod AB, før de for alvor fik noget at juble over. Her scorede kantspilleren Elson Hooi sit første mål for Viborg, siden han i januar blev lejet i hollandske Breda.

Et kvarter inde i anden halvleg var kampen så helt lukket.

Først havde efterårets store profil Serge Deble scoret til 2-0, mens den centrale forsvarsspiller Jacob Egeris fulgte op med en scoring til slutresultatet 3-0.

Med nederlaget forbliver AB på ottendepladsen, men holdet er kun tre point foran Brønshøj, der ligger under nedrykningsstregen.

/ritzau/