Viborg-topscorer går efter guldet

- Vi nyder succesen, og nu går vi efter guldet, sagde han med sit velkendte skælmske blik og tilføjede:

- Om det lykkes, må tiden vise. Som fodboldspiller går man ind til alle kampe med en tro på, at man kan vinde.

Thomas Dalgaard var dog ikke speciel begejstret for hverken holdets eller sin egen præstation.

- Langt henad vejen lignede det en målløs kamp. Jeg spillede slet ikke op til mit bedste. Det er nu over en måned siden, jeg sidst scorede (mod Esbjerg, red.). Godt at september snart er slut, og at vi om få dage er inde i oktober. Så kan jeg begynde på en frisk, sagde Thomas Dalgaard, der ligger nummer et på Superligaens topscorerliste med syv fuldtræffere.

Hos Viborg blev Simon Nagel ’kampens spiller.

I det 88. minut scorede han til 1-0 med et veltimet spark fra udkanten af straffesparksfeltet, og da kampen befandt sig i dommer Kenn Hansens tillægstid, spillede han Kevin Mensah fri til scoring.

- Personligt har jeg det naturligvis fint med, at vi vinder, og nu ligger nummer to. Men det var godt, at jeg ikke overværede kampen fra tilskuerpladserne. Kampen var jo usandsynlig kedelig, sagde Simon Nagel.

Viborg-træner Ove Christensen roste sine tropper til skyerne.

- Jeg har stor respekt for mine spillere. Efter landsholdspausen har de nu erobret syv point. Det er meget flot, sagde han og blev bakket op i sit synspunkt af klubdirektør Morten Jensen.

- Lige nu er vi begejstrede. Ingen havde før sæsonen forestillet sig, at vi på nuværende tidspunkt ville have skrabet så mange point sammen. Men vi lader os ikke rive med af succesen. Vi ved, at det hårde arbejde skal fortsætte, hvis der skal flere point på kontoen. Vores målsætning for denne sæson hedder hverken medalje eller Europa Cup-kvalifikation, men slet og ret overlevelse. Ligger vi nummer 10, når sæsonen er ovre, vil jeg være tilfreds, sagde Morten Jensen.

Dagens Gossip