Viborgs anfører ude i op til seks uger

Viborgs håndboldkvinder står over for nogle meget vigtige opgør i både den hjemlige liga og Champions League.

Derfor er det særdeles uheldigt for klubben, at anfører Marit Malm Frafjord må sidde uden for i de næste fire-seks uger på grund af en skulderskade.

- Det er selvfølgelig en kæmpe bet for os, og det gør det ikke nemmere for os at få puslespillet til at gå op i en periode med så mange vigtige kampe, siger Viborgs træner, Martin Albertsen, til klubbens hjemmeside.

Den 26-årige norske stregspiller går i første omgang glip af aftenens topkamp i ligaen mod FC Midtjylland.

- Marit har kæmpe betydning for vores hold, ikke mindst i forsvarsspillet, og hun er jo ikke en spiller, man bare lige går ind og erstatter.

- Når det er sagt, så tror jeg stadig rigtig meget på holdet, og jeg forventer klart, at resten af spillerne rykker tættere sammen. Så får vi også løst den udfordring, siger Martin Albertsen.

 

Dagens Gossip