Viborgs håndboldkvinder får uafgjort i håndbolddrama

Skrevet af admin

16/11/2014

Dagens topnyheder

Viborgs håndboldkvinder fik lige akkurat uafgjort 25-25 efter en temmelig svingende Champions League-kamp mod Sävehof i Sverige.

Med kun et sekund tilbage udlignede Louise Burgaard til 25-25 og sikrede viborgenserne et enkelt point efter en heroisk fight, hvor svenskerne havde tremeterkast med kun 25 sekunder tilbage.

Danskerne førte fra 7-7 midt i første halvleg, til 22-22 få minutter før tid, men satte så det hele over styr. Viborg førte også 12-10 ved pausen.

De hvidblusede Viborg-spillere fik ikke rigtigt gang i deres spil i første halvleg. Den manglende rytme i spillet afspejlede sig også på måltavlen, hvor de danske gæster kun førte med to mål, 12-10.

Det blev ikke bedre efter pausen, selv om gæsterne stadig førte det meste af kampen.

Et minut før Louise Burgaards udligning, havde Maria Fisker haft en chance for udligning i et kontraløb kort før slutsignalet, men den hurtige Viborg-spiller ramte svenskernes målvogter i hovedet. Efter den sekvens troede de færreste vist, at Viborg kunne få point ud af kampen.

Viborg havde ellers vundet med 13 mål hjemme på eget gulv, da de to klubber åbnede Champions League for en måned siden. I mellemtiden har Viborg også besejret Lokomotiva Zagreb og tabt to kampe mod gruppe C's tophold Györ fra Ungarn. Sävehof var helt uden sejre i turneringen.

Men der var langt fra 13-måls-sejren tidligere til spillet i søndagens kamp.

Svenskerne pustede hele tiden de danske favoritter i nakken.

Da hjemmeholdet havde udlignet til 22-22 og var kommet helt lige med Viborg for første gang siden 7-7, bød træner Christian Dalmose på bandeord og skideballer i timeouten.

- I begynder at tro på, at I kan det hele selv, råbte han.

Det kunne Louise Burgaard så også i kampens sidste sekunder.

Györ fører gruppen med otte point for fire kampe. Viborg er nummer to med fem point for fem kampe. Sävehof har tre point, mens Lokomotiva Zagreb har to. Györ og Zagreb mødes senere søndag.

/ritzau/