Viceforstander: Overgreb røg ud af kontrol

En voldsom magtanvendelse, der gik ud af kontrol. Sådan beskriver den daværende viceforstander en episode, hvor en 16-årig anbragt dreng blev overmandet af to voksne mandlige ansatte på døgninstitutionen Solhaven i Nordjylland.

En episode hvor drengen påstår, han blev banket bevidstløs to gange. Bagefter forsøgte han at stikke af fra Solhaven. Viceforstanderen fandt ham og fik ham med tilbage.

Det er en af i alt 75 tiltalepunkter i en stor retssag, hvor 11 tidligere ansatte samt forstander Søren Virenfeldt står tiltalt for mishandling og brug af vold og tvang mod unge på institutionen over en årrække.

- Drengen fortalte mig om episoden og var skræmt og vred. Jeg kunne se, det var gået voldsomt for sig. Han havde synlige mærker på halsen og nogle buler i hovedet. Hans T-shirt var i stykker og med blod på, så jeg købte en ny til ham, siger viceforstanderen i retten om episoden, som fandt sted i 2005.

Derfor ringer han også de to medarbejdere op bagefter og siger til dem, de har et forklaringsproblem.

- Der var ikke så meget at diskutere. Det virkede som om, der var noget, der var gået ud af kontrol baseret på drengens mærker, siger viceforstanderen.

Jeg fortalte også Søren (forstanderen for Solhaven), at der vil komme en indberetning om en magtanvendelse, og at den efter min mening er problematisk.

Anklageren spørger: Hvad sagde Søren?

- Han sagde, han ville se på det. Det er jo hans ansvar at sørge for, at de, der har foretaget en magtanvendelse, laver en indberetning i løbet af 24 timer, svarer viceforstanderen.

Da viceforstanderen senere spørger til sagen, får han at vide, at der er fuldkommen styr på det, og han ikke skal bekymre sig om det.

- Men blev der nogensinde lavet en indberetning, vil både anklager og forsvarere vide.

- Det gjorde der nok ikke, så sad vi jo ikke her i dag, siger viceforstanderen.

Han giver samtidig udtryk for, at selvom han var glad for at arbejde på Solhaven, så var der en forskelsbehandling, hvor nogle unge - populært kaldet Sørens drenge - blev forkælet i forhold til de andre og fik ting, de andre ikke fik.

Den nu 25-årige dreng kræver en erstatning på 100.000 krone for tort.

/ritzau/

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV