Vicepolitiinspektør: Asylbetjente sikrer ro på forkant

Skrevet af admin

11/04/2016

Mest læste i dag

Hvordan opfører man sig over for danske kvinder, og hvorfor er det en god idé ikke at gå mange asylansøgere sammen?

Det er problemstillinger som disse, syv betjente hos Midt- og Vestjyllands Politi skal tale med asylansøgere om som asylbetjente. De er blevet valgt ud til at tage sig af kontakten mellem asylcentrene i området og lokalsamfundet.

For det kan være svært som ny i landet at vide, at man ikke bare kan røre ved en dansk kvinde, fordi hun har lidt tøj på, og at det kan virke truende, hvis man går mange asylansøgere sammen i en gruppe.

Det kan betjente være med til at tale med asylansøgere om. Det fortæller vicepolitiinspektør Morten Bujakewitz hos Midt- og Vestjyllands Politi.

- Betjentene er forbindelsesled mellem asylcentrene og lokalområdet og skal være den primære kontakt mellem de to aktører. Det er en erkendelse af, at vi bliver nødt til at være ude i lokalområdet, hvis vi vil vide, hvad der rører sig.

- Og så skaber de tryghed, siger han.

Betjentene har indtil videre kun fået en halv dags undervisning, hvor man har koncentreret sig om at undervise i historisk og kulturel forståelse og kommunikation.

Derudover har de delt viden med Thisted Kommune, som i mange år har haft asylcentre og derfor stor erfaring. Men det er en løbende proces, fortæller Morten Bujakewitz.

- Betjentene er valgt ud, fordi de har en vis robust støbning til at kunne tage sig af det her, og så skal de selvfølgelig uddannes løbende.

Det handler i høj grad om at forebygge kriminalitet, som eksempelvis tyveri, siger politiinspektøren, og ifølge ham kan man se, at kriminaliteten er faldet.

Han mener ikke, at man entydigt kan sige, at det sket, efter at man har indført asylbetjente, men han tror på, at de spiller en væsentlig rolle.

I kredsen har der de seneste uger været omkring 12 kriminalsager med asylansøgere per uge, og de fleste sager har ligget under bagatelgrænsen, lyder det.

- Desto mere, vi kan forebygge, desto bedre er det. Og vi kan se, at det nu ligger stabilt med kriminaliteten.

Men det er en ekstra opgave for betjentene, særligt for betjentene i Thisted, Herning og Holstebro, siger han.

- Det er byer, hvor der er meget udskiftning i centrene, så de er ekstra belastet. Der er ingen tvivl om, at det er en ekstra arbejdsbyrde, men hvor meget er svært at regne på.

- Så ja, vi bruger nogle ressourcer nu, men jeg tror på, at det er givet rigtig godt ud.

/ritzau/