Vicepræsident rykker op i graderne i atletikforbund

Skrevet af admin

19/08/2015

Dagens topnyheder

Sebastian Coe bliver den næste præsident for Det Internationale Atletikforbund (IAAF), efter at et flertal har peget på briten ved forbundets kongres i Beijing.

Det skriver Reuters.

Coe, der hidtil har været vicepræsident i IAAF, overtager posten fra den 82-årige senegaleser Lamine Diack, som har ledet forbundet i 16 år.

Sebastian Coe er tidligere olympisk mellemdistanceløber og har blandt andet vundet OL-guld på 1500-meter i 1980 og 1984. Han havde også verdensrekorden på 800-meter fra 1979, indtil danske Wilson Kipketer slog den i 1997.

- De fleste af os i dette lokale vil sige, at vores børns fødsel er et stort øjeblik i vores liv, formentlig det største. Men jeg må sige, at det formentlig er det næststørste øjeblik i mit liv, at jeg har fået muligheden for at arbejde med jer alle og forme vores sports fremtid, siger Sebastian Coe fra kongressens talerstol.

Briten var oppe mod stangspringslegenden Sergej Bubka, som måtte nøjes med 92 stemmer ved kongressen. 115 stemmesedler havde Sebastian Coes navn på.

Atletiksporten er sendt ud i et stormvejr, efter at den tyske tv-station ARD og den britiske avis Sunday Times for nylig kunne afsløre, at en stor del af mere end 12.000 afgivne dopingprøver fra atleter fra 2001 til 2012 viste mistænkelige værdier.

De heftige dopingbeskyldninger har Coe kaldt for en "uretfærdig krigserklæring mod atletikken". Samtidig har han sagt, at IAAF under hans lederskab vil arbejde hen imod at oprette sit eget antidopingagentur.

Sebastian Coe stod i øvrigt i spidsen for det team, der organiserede det meget roste OL i London i 2012.

58-årige Coe er valgt for en fireårig periode.

/ritzau/Reuters