Vicepræsident træder tilbage efter uroligheder i Egypten

Det sker, efter at der er udbrudt voldsomme sammenstød mellem egyptiske sikkerhedsstyrker og støtter af tidligere præsident Mohamed Morsi, der 3. juli blev afsat ved et militærkup. Urolighederne har ifølge det egyptiske sundhedsministerium kostet 149 mennesker livet, mens flere end 1.400 meldes såret.

»Det er blevet svært for mig at fortsætte med at bære ansvar for beslutninger, som jeg ikke er enig i, og som jeg frygter for konsekvenserne af. Jeg kan ikke bære ansvaret for en eneste dråbe blod,« skriver ElBaradei i et brev til præsidenten.

Præsident Mansour har erklæret undtagelsestilstand i Egypten efter de voldsomme sammenstød.

Undtagelsestilstanden blev indledt onsdag klokken 16 og skal foreløbig vare i en måned. Præsidenten har samtidig bedt den egyptiske hær om at hjælpe landets indenrigsministerium med at opretholde undtagelsestilstanden.

»Sikkerheden og roen i landet står over for store farer på grund af bevidst sabotage og angreb mod offentlige og private bygninger samt drab udført af ekstremistiske grupper,« lyder det i udtalelsen.

Sikkerhedsstyrker skal have brugt snigskytter på hustage og »tåregas-helikoptere« for at rydde to protestlejre til fordel for Mohamed Morsi, mens Morsi-støtter skal have angrebet en politistation i en vestlig forstad til hovedstaden. Her blev fire politibetjente dræbt.

Den 17-årige Asmaa el-Beltagy - der er datter til en højtstående leder i den afsatte præsident Morsis Friheds- og Retfærdighedsparti - blev ifølge sin bror dræbt af egyptiske sikkerhedsstyrker, som skal have skudt den 17-årige pige i brystet og ryggen. Det skriver BBC.

Uroen kostede også en britisk kameramand fra Sky News livet.

Den midlertidige præsident »har bedt de væbnede styrker om - i samarbejde med politiet - at tage alle nødvendige foranstaltninger for at opretholde sikkerheden og roen«.

Dagens Gossip