Vicevært fandt krysantemumbombe i børnehaves gård

Skrevet af admin

05/01/2015

Dagens topnyheder

En potentielt livsfarlig krysantemumbombe er mandag morgen blevet fundet i gården hos en børnehave på Amager, oplyser Københavns Politi.

- Den er blevet fundet af en vicevært, og vi har opsat afspærring på stedet, fortæller vagtchef Kristian Aaskov til Ritzau.

Krysantemumbomber er fyrværkeri beregnet til professionel brug. I forkerte hænder kan de være dødbringende. Nytårsnat mistede tre mennesker livet netop på grund af krysantemumbomber.

- Jeg vil kraftigt opfordre folk, der måtte ligge inde med den slags, om ikke bare at smide det rundt omkring, men i stedet indlevere det til politiet, siger Kristian Aaskov.

Den bombe, som er blevet fundet mandag morgen, har ifølge Kristian Aaskov en diameter på fem tommer, hvilket cirka svarer til 12,5 centimeter.

Siden nytår er politiet flere gange blevet tilkaldt i forbindelse med fund af krysantemumbomber, som har ligget smidt i naturen.

I weekenden blev forsvarets ammunitionsrydningstjeneste tilkaldt for at fjerne to krysantemumbomber, som lå i strandkanten ved Hals i Nordjylland. Også i Fælledparken i København blev der fundet en af de farlige bomber.

Tal fra Rigspolitiet viser, at der florerer mange krysantemumbomber på det sorte marked. Siden 1. december og frem til 4. januar har man i landets politikredse taget 506 krysantemumbomber ind.

Rigspolitiet oplyser til Ritzau, at 471 af bomberne er fundet i forbindelse med konkrete efterforskninger.

/ritzau/