Videnskabeligt: Derfor har dit barn astma

Astma er langt fra kun én sygdom. Det er en række forskellige sygdomme, der i dag bliver behandlet under én samlet hat - hvilket er med til at forklare, hvorfor astmamedicin langt fra virker optimalt på alle patienter.

Det er én af konklusionerne, der kan ledes ud af et nyt studie fra Dansk BørneAstma Center og Københavns Universitet. Det skriver Videnskab.dk, hvor du kan læse mere om, hvorfor børn får astma.

I samarbejde med en række udenlandske kolleger har forskerne gennemtrawlet et unikt materiale af gener fra 1.200 børn med svær astma og sammenlignet dem med gener fra 2.500 raske personer.

Læs også hos Videnskab.dk: Astma er for det meste mors skyld

Undersøgelsen afslører, at et særligt gen spiller en meget aktiv rolle i udviklingen af astmaanfald i de første leveår.

»Vi har fundet et ’nyt’ gen for astmaforværringer tidligt i livet. Samtidig kan vi se, at nogle af de astma-gener, der tidligere er fundet, spiller en meget stor rolle hos børn med astmaanfald. Det er utroligt stærke resultater, sammenlignet med tidligere studier.«

»Som forsker bliver man glad for at se så tydelige sammenhænge, for vi har brug for at forstå astmaanfald hos børn, og opdagelse af astma-gener er et vigtigt første skridt,« siger Klaus Bønneløkke, ph.d. og seniorforsker ved Dansk BørneAstma Center til Videnskab.dk.

Læs også hos Videnskab.dk: Kommer astma ind, når skidtet ryger ud?

Håbet er, at den dybere indsigt i årsagerne til astma med tiden kan gøre det lettere både at helbrede og forebygge astma.

»Mit bud er, at børn med det her gen skal behandles anderledes end andre eller beskyttes mod nogle andre faktorer i miljøet. Det er perspektiver, som jeg tror meget på, men det er fremtidens forskning, der må vise det.

Opdagelsen af det 'nye' gen er desværre ikke noget, der kan ændre den daglige behandling eller praksis lige nu og her,« konstaterer Klaus Bønnelykke til Videnskab.dk.

Dagens Gossip