Video fordømmes: Mand spiser soldats hjerte

En video, der øjensynligt viser en syrisk oprører spise en del af et hjerte fra en død soldat, er blevet stærkt fordømt.

Menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch har identificeret den pågældende oprører som Abu Sakkar, der er en velkendt oprørssoldater fra byen Homs. Organisationen siger, at der er tale om en krigsforbrydelse.

Den største syriske koalition i oppositionsstyrkerne siger, at den pågældende oprører vil blive stillet for retten.

På optagelserne synes manden at skære hjertet ud af soldaten.

"Jeg sværger, at vi vil spise jeres hjerter og levere I soldater, der hører under hunden Bashar", siger manden med henvisning til den syriske præsident, Bashar al-Assad.

Human Rights Watch siger, at Abu Sakkar er leder af en gruppe ved navn Den Uafhængige Omar al-Farouq Brigade.

- Lemlæstelse af fjenders lig er en krigsforbrydelse. Men det endnu mere påtrængende problem er, at hele konflikten meget hurtigt er på vej ind i en sekterisk retorik og vold, siger Peter Bouckaert fra menneskerettighedsorganisationen til BBC.

Gruppen siger, at Abu Sakkar er blevet filmet før, hvor han har affyret raketter mod shiamuslimer i Libanon, og hvor han har ladet sig fotografere ved ligene af dræbte Hizbollah-folk fra Libanon, som støtter det syriske regime.

Videoen med Abu Sakkar, der blev lagt på internettet søndag, er en af de mest grusomme, som er kommet ud af Syrien under konflikten, siger BBC's Jim Muir i Beirut.

FN siger, at antallet af dræbte er på 70.000, mens den syriske aktivistgruppe Syrian Observatory for Human Rights angiver antallet af dræbte til at være over 80.000.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV