Video: Kontroversiel abortfilm fjernet fra biograferne

Scenen er fra en reklamefilm, som Abortlinjen har fået produceret til de danske biografer i anledning af 40-året for indførelsen af den fri abort. Filmen er blevet vist siden sidste uge, men er nu ifølge Fyens.dk blevet annulleret af Cinemaxx-biografkæden, og Nordisk Film har pillet filmen af skærmen. Det fremgår af debatforummet dindebat.dk, hvor flere brugere citerer et svar fra Nordisk Film Biografer.

Her skriver Nordisk Film, at de og Dansk Reklame Film, der står bag distributionen af reklamerne, har ændret holdning, efter de har modtaget mange klager over kampagnefilmen.

»Vi har derfor sammen med Dansk Reklame Film taget op til revision, om »retten til liv«-reklamen bør vises eller ej og har besluttet, at denne reklame er for stødende og ikke høre hjemme i en biograf, der kun bør byde på lutter gode oplevelser,« skriver Nordisk Film Biografer ifølge en bruger.

Økonomidirektør i Dansk Reklame Film, Jimmy Hansen, fortæller til Fyens.dk, at man godt vidste, at reklamefilmen ville vække debat.

»Vi sendte den til medierådet, som godkendte den. Vi er ikke smagsdommere, og vi udøver ikke censur. Men det har tydeligvis været en dårlig oplevelse for flere biografgængere, og det er hverken i vores, biografernes eller annoncørernes interesse,« siger han til Fyens.dk.

Ligestillingsminister Manu Sareen (R) er heller ikke vild med den kontroversielle reklamefilm.

»Man prøver at spille på nogen følelser, som, jeg ikke mener, er okay,« siger Manu Sareen til TV 2 News.

Ministeren mener, at kampagnen, der også omfatter reklameplakater, fordrejer sandheden om abort.

»Jeg anfægter ikke deres ytringsfrihed, men deres fortælling omkring abort, der vækker skyld og skam hos kvinder,« siger han.

Abortlinjen er en del af foreningen Retten til Liv, som for nylig stod bag opsættelsen af 16.000 hvide kors ved E45-motorvejen mellem Horsens og Vejle for at markere 40-året for indførelsen af den fri abort i Danmark. Aktionen fik kritik fra blandt andre beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Se reklamefilmen nedenunder...

Dagens Gossip