Video: Kvinder, stop med at sige undskyld uden grund

Skrevet af Ronja Ryde

19/06/2014

Dagens topnyheder

Undskyld, må jeg lige stille et dumt spørgsmål? Hvorfor er det, at især kvinder har det med hele tiden at sige undskyld, når der ikke er noget at undskylde?

En ny kampagnevideo,  fra shampoo-producenten Pantene viser en række situationer, hvor kvinder siger “undskyld” uden at det overhovedet er nødvendigt.

Flere undersøgelser viser, at kvinder undskylder mere end mænd, meget ofte for helt acceptable handlinger, som for eksempel at fylde lidt for meget i et rum.

I en blog for Jezebel.com var Karyn Polewaxzyks teori, at kvinder undskylder så meget, fordi de føler sig uværdige.

- Kvinder forventes at være særligt taknemmelige for det, de har. Så vi viser vores taknemmelighed ved at polstre vores behov med en lang række ‘jeg ved godt, at det er meget at bede om, men…’ , ‘Jeg er ked af at spørge, men vil du ikke være sød at…’ og ‘jeg lyder nok idiotisk når jeg undrer mig over det, men…’-ismer, skriver Karyn Polewaxzyk i sin blog.

I den nye Pantene-reklame bliver vi præsenteret for nogle af de situationer, hvor kvinder helt automatisk undskylder. Den viser derfor også, hvordan scenerne ser ud uden undskyldningen, og kommer med et bud på, hvornår det til gengæld er helt passende at sige undskyld.

Se videoen og lær, at du ikke skal være en undskyldning for dig selv, her: