Video: Myndighederne efterforsker massiv rejedød i Chile

Chilenske myndigheder undersøger lige nu, hvorfor tusindvis af rejer er skyllet i land.

Onsdag skyllede de døde rejer op på stranden i Coronel omkring 530 kilometer syd for hovedstaden, Santiago.

Som det kan ses på de levende billeder, er stranden fuldstændig rød af døde skaldyr.

Lokale fiskere mener, at det er to kraftværker, som er ejet af det chilenske elselskab Colbun, som har opvarmet vandet og dermed dræbt rejerne.

- Jeg er 69 år og begyndte at fiske, da jeg var ni, men som fisker har jeg aldrig set en katastrofe af dette omfang, siger Gregorio Ortega til den lokale Radio Bio Bio.

Hundredvis af døde krabber er også skyllet op i samme område i løbet af weekenden.

- Vi kommer til at indsamle så mange beviser som muligt for at afgøre, om dette er en miljøkriminalitet, siger Ana Maria Aldana, anklager i sager om miljøkriminalitet, til chilensk stats-tv.

Så sent som i februar fandt man adskillige døde havdyr, der var skyllet i land ved Peru. Forklaringen kan være både sygdom, men der peges også på, at olieboringer i området kan bære en del af skylden.

 

Dagens Gossip