Video om Kinas smog får 155 millioner visninger på én dag

Skrevet af admin

02/03/2015

Mest læste i dag

En dokumentar, der er blevet lagt op på internettet om Kinas smog, en form for luftforurening, har fået 155 millioner visninger på én dag.

Videoen skildrer et af Kinas mest alvorlige problemer og bærer navnet "Under the Dome". Den er produceret af Chai Jing, der er tidligere tv-vært i det statslige tv-selskab CCT.

Den dokumenterer et svækket regeringstilsyn og lempelige sanktioner for dem, der forurener.

Kinas byer er ofte ramt af kraftig forurening, hvilket skyldes de mange biler i Kina og afbrænding af kul på kraftværker og i industrien. Der er udbredt folkelig utilfredshed med problemet, og kommunistpartiet har erklæret en "krig mod forurening".

Partiet sværger at reducere andelen af forurening, der stammer fra afbrænding af fossile brændstoffer.

Pensionerede højtstående embedsmænd har erkendt, at forureningen kan koste op mod en halv million mennesker livet hvert år.

Dokumentaren har medført en storm af kritik over regeringens manglende evne til at håndtere problemet rettidigt og effektivt.

- Regeringen skal presses for mere handling, og folk skal have deres bevidsthed udvidet i forhold til det, der foregår, og hvad de kan gøre for at bekæmpe forurening, skriver avisen China Daily i en leder.

Den 103 minutter lange video blev lagt op på en indenlandsk hjemmeside lørdag og havde søndag indkasseret 155 millioner visninger, skriver Global Times.

I videoen er der interview med embedsmænd fra London og Los Angeles, to tidligere stærkt forurenede byer, om, hvordan de har forsøgt at tøjle problemerne.

Chai Jing kalder videoen for sin "personlige kamp" mod luftforurening som følge af, at hendes datter blev født med en godartet svulst.

Chen Jinning, der blev udnævnt som minister for miljøbeskyttelse i sidste uge, siger, at han har set hele videoen, og at den bør "fremme enkeltpersoners bestræbelser på at forbedre luftkvaliteten".

/ritzau/AFP