Video viser britisk dronning lave nazihilsen som seksårig

Skrevet af admin

18/07/2015

Mest læste i dag

Den britiske tabloidavis The Suns forside er lørdag et syn ud over det sædvanlige.

Her kan man se den britiske dronning Elizabeth som seksårig løfte sin højre arm og levere en nazihilsen. Ved siden af hende ses hendes mor, Elizabeth, lillesøsteren Margaret og onklen Edward, der senere blev konge i Storbritannien.

Både moderen og onklen laver også nazifagterne, mens den helt unge lillesøster øjensynligt forsøger at gøre det samme.

Billedet, der er klippet ud af en kort videosekvens, akkompagneres af teksten "Their Royal Heilnesses" på forsiden af The Sun med henvisning til hilsnen "Heil Hitler", der blev brugt i det nazistiske Tyskland.

Videoen stammer fra begyndelsen af 1930'erne og er aldrig blevet offentliggjort før. Hitler kom til magten i Tyskland i 1933.

Reaktionen fra Buckingham Palace er skuffelse.

- Det er skuffende, at en video optaget for otte årtier siden og formentlig fra hendes majestæts private familiearkiv er blevet opsnappet og udnyttet på denne måde, siger en talsmand for den royale familie i en pressemeddelelse.

For ti år siden offentliggjorde The Sun ligeledes et billede, hvor prins Harry bar et armbind med et hagekors til en vens udklædningsfest. Det undskyldte han senere.

En kilde fra kongehuset siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at dronning Elizabeth som blot seks år gammel ikke kan have været bevidst om, hvad nazihilsnen symboliserede. Men de nye billeder risikerer alligevel at blive pinlige for den 89-årige monark, lyder det.

Ifølge The Sun stammer sort-hvid-optagelsen fra den royale families Balmoral-ejendom i Skotland.

Det er angiveligt den kommende kong Edward, der opfordrer de andre til at sende nazihilsnen foran kameraet.

Edwards forbindelse til naziregimet i Tyskland er stadig til debat i Storbritannien, hvor nogle historikere beskylder ham for at have næret sympati for Hitlers styre. Edward mødtes med Hitler i 1937, efter at han var abdiceret fra tronen.

The Sun mener, at billederne er med til at give et "fascinerende" indblik i kongehuset.

- Vi offentliggør dem i dag vel vidende, at de ikke kaster dårligt lys over dronningen, hendes afdøde søster eller mor på nogen måde, skriver The Sun.

Dronning Elizabeth besøgte i juni den tidligere koncentrationslejr Bergen-Belsen i Tyskland. Det var hendes første besøg i en tidligere nazilejr.

Du kan se videoen her.

/ritzau/AFP