Video viser øjeblikket, hvor en kran styrter ned i moske og slår over 100 ihjel

Forfærdelige scener udspillede sig i går i Mekka i Saudi Arabien, hvor en kran kollapsede og styrtede ned i en moske, hvor hundredevis af mennesker var samlet for at bede. 

Dødstallet er steget til mindst 107 mens 238 er sårede, og myndighederne har nu iværksat en undersøgelse for at afklare, hvordan ulykken kunne ske. 

-Alle sårede og døde er blevet fragtet til hospitalet. Der er ikke flere døde på stedet, siger General Suleiman al-Amr fra det Saudiske indenrigsministerium. 

Byen var præget af dårligt vejr i form af regn og kraftig blæst, og det formodes, at være en af årsagerne til ulykken. 

Kranen væltede ned i den kendte Masjid al-Haram-moské, og efterfølgende florerede flere billeder på sociale medier af pilgrimme, der var dækket til af blod. 

Ulykken sker, mens tusindvis af muslimer fra hele verden valfarter til området for at deltage i den årlige pilgrimsfærd hajj, en af de fem søjler i islam, der ventes at starte 21. september.

Moskéen var på grund af fredagsbønnen proppet med muslimer, da kranen styrtede.

Masjid al-Haram-moskéen huser Kabaen - en sort terningeformet helligdom af granit fra de omkringliggende bjerge, som er et af de allerhelligste steder i islam, og som alle muslimer vender sig mod, når de beder.

De saudiarabiske myndigheder går normalt langt for at garantere sikkerheden for de mange millioner muslimer, der hvert år strømmer til Mekka på denne tid.

Sidste år reducerede kongedømmet eksempelvis antallet af pilgrimme, der fik adgang til moskéen, af sikkerhedsmæssige årsager. Fredag er sædvanligvis ugens travleste i Masjid al-Haram-moskéen

 

Dagens Gossip

Dagens TV