Video: Voldsom tornado i Oklahoma - mor og barn dræbt

Den kraftige hvirvelstorm har allerede skabt kaos og kastet biler gennem luften langs den vigtige færdselsåre motorvej 40, som forbinder flere forstæder.

To personer meldes dræbt, oplyser CNN, der er angiveligt tale om en mor og hendes spædbarn, som blev fundet i nærheden af kvindens bil.

» To personer er døde som følge af det hårde vejr i og omkring Oklahoma City, siger en talsmand for det lokale hospital Integris Canadian Valley Hospital. I alt er der blevet bragt 14 sårede personer ind på hospitalet, hvoraf tre skal være i livsfare.

USAs nationale vejrtjeneste advarer om, at situationen er særdeles farlig, 40.000 indbyggere har ikke længere noget strøm, og en lufthavn i området er blevet evakueret. Langs motorvejen er en række biler blevet forvandlet til vrag, og ambulancemandskabet har travlt, rapporterer CNN. Samtidig besværliggør en kraftig regn deres arbejde med at hjælpe tilskadekomne.

»Der er meget lav sigtbarhed med kraftig regn, så vi har problemer med at komme rundt. Skaderne er meget, meget omfattende,« forklarer Betsy Randolph på vegne af redningsmandskabet.

Tidligere på måneden blev Oklahoma-forstaden Moore ramt af en kraftig tornado, som ødelagde adskillige boliger og bygninger og kostede et tocifret antal personer livet og sårede langt flere.

Se video nedenunder....

Dagens Gossip