Vidne: Braget spredte sig til hver celle i min krop

Skrevet af admin

22/03/2016

Dagens topnyheder

Selv om det lød lavt, som en betonplade, der rammer et gulv, var den svenske korrespondent Teresa Küchler ikke i tvivl om, at der var tale om terror.

Hun stod ved check-in i Zaventem-lufthavnen i Bruxelles, da den omkring klokken otte tirsdag morgen blev ramt af et angreb.

- Min første tanke var uden tvivl: Det var en bombe, og nu sprænger de lufthavnen i luften. Nu kommer hævnen for Abdeslam, skriver Teresa Küchler i en beretning fra lufthavnen i svenske SvD.

Det med reference til Salah Abdeslam, der blev anholdt i Bruxelles for få dage siden. Han er kendt som "Europas mest eftersøgte mand" for sin mistænkte rolle i terrorangrebet mod Paris i november.

- Jeg tror, alle tænkte det samme. At det var et terrorangreb. Men dem, der ikke gjorde, tænkte det et par sekunder senere, da den store bombe gik af.

- Braget spredte sig gennem væggene, gulvet og op gennem mine ben helt ud i hårspidserne og til hver en celle i min krop, skriver Teresa Küchler.

Hun kunne på det tidspunkt se røgen sprede sig fra udenrigsområdet - godt 150 meter fra hvor hun var. Hun tænkte med det samme på, om hun skulle løbe ud fra lufthavnen og potentielt ind i flere terrorister, eller om hun skulle gemme sig indenfor.

- Jeg springer ind på en café og dukkede mig bag disken. En kvinde sad der allerede og græd helt lydløst. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, skriver korrespondenten.

Efter at have holdt sig skjult i fem til seks minutter i cafeen kom en ansat ind og fortalte Teresa Küchler, at de skal væk fra lufthavnen.

Hun skriver kort efter sin beretning til SvD fra et evakueringsområde i en hangar i lufthavnen.

- Det er koldt, og vi har fået tæpper. Mange sidder og græder. Forældre holder masken over for deres små børn, som springer omkring og leger. Herlige, herlige børn, afslutter korrespondenten.

/ritzau/