Vidne: Ekstra Bladets opførsel i piratsag er uforståelig

Skrevet af admin

06/04/2016

Dagens topnyheder

Tidligere administrerende direktør i rederiet Shipcraft Claus Bech mener, at Ekstra Bladet besværliggjorde forløbet med at få de to danske gidsler Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn frigivet fra Somalia, da avisen videregav informationer til gidseltagerne.

- Det er mig uforståeligt, hvordan man som avis kan videregive informationer omkring et rederis økonomi til gidseltagere, siger Claus Bech onsdag under et retsmøde i sagen, hvor de to sømænd, der blev frigivet i 2013, har rejst krav om en million kroner fra Ekstra Bladet.

Forsvarer for Ekstra Bladet, Carlo Siebert, er hurtig til at afvise kritikken.

- Tror du ikke, at somaliske pirater selv kan finde ud af at trække et regnskab på et rederi, spørger han Claus Bech, som svarer, at det er han ikke sikker på, de kan.

- Så de kan godt læse aviser, men de kan ikke trække et regnskab?, konstaterer advokaten.

Claus Bech fortæller, at piraterne gav udtryk for, at de fulgte med i de danske medier.

- Piraterne sendte os kopier af Ekstra Bladets artikler, siger han.

Når der i de danske medier for eksempel var kritik af rederiets håndtering af gidselforløbet, eller når der kom informationer frem om rederiets økonomi, så ændrede løsesummen sig, fortæller Claus Bech.

Han mener, at det besværliggjorde processen, der sigtede mod at få sømændene hjem.

Piraternes økonomiske kravs størrelse ændrede sig ofte under de lange forhandlinger mellem Shipcraft, rederiets rådgivere og piraterne. Claus Bech nævner mange forskellige beløb mellem 3 og 36 millioner dollar.

Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez har gennem Søfartens Ledere rejst kravet om godtgørelse fra Ekstra Bladet. De tidligere gidsler mener, at Ekstra Bladets kampagne for at få dem løsladt havde en modsat virkning og forlængede deres tid som gidsler.

De danske søfolk blev frigivet 30. april 2013 for en løsesum på knap 40 millioner kroner.

Chefredaktør Poul Madsen og Ekstra Bladet vil frifindes. Her mener man, at dækningen har medvirket til, at de to søfolk er blevet løsladt.

Ekstra Bladet havde under gidseltagningen blandt andet sat et banner op på Rådhuspladsen med teksten "Skal Søren og Eddy rådne op i Somalia?".

/ritzau/