Vidne: Kampvogne åbner ild ved tyrkisk parlament

Skrevet af admin

16/07/2016

Dagens topnyheder

Parlamentsbygningen i Ankara er omringet af kampvogne, der har åbnet ild, siger øjenvidner til Reuters.

Der var ikke umiddelbart flere oplysninger.

Der er samtidig meldinger om sammenstød ved sikkerhedsstyrkernes hovedkvarter i den tyrkiske hovedstad, rapporterer tv-stationen CNN Türk og øjenvidner i Ankara.

Det statslige nyhedsbureau Anadolu skriver, at militærhelikoptere har åbnet ild mod efterretningstjenestens hovedkvarter.

Øjenvidner rapporterer ifølge flere medier om to højlydte eksplosioner i Ankaras midte.

Situationen i Tyrkiet er temmelig kaotisk og uoverskuelig, efter militæret tilsyneladende erklærede, at det har taget magten i landet. Det er uklart, hvor stor opbakning denne fløj har.

Andre øjenvidner melder om skud ved Atatürk-lufthavnen i Istanbul, som er Tyrkiets største lufthavn. Tidligere på aftenen kom der meldinger om, at kampvogne havde taget opstillingen ved lufthavnen, og at soldater har indtaget kontroltårnet.

De soldater, der har indtaget den statslige tv-bygning har åbnet ild mod andre, der har forsøgt at trænge ind i bygningen, rapporterer avisen Hürriyet på sin hjemmeside.

Direkte tv-billeder på britiske BBC viser, at der bliver affyret skud ved en af broerne over Bosporusstrædet i Istanbul, som tidligere blev blokeret af soldater.

/ritzau/