Vidne om påstået drabsforsøg: Det overraskede mig ikke

Skrevet af admin

25/04/2016

Dagens topnyheder

Anklagemyndighedens formentlig vigtigste vidne i en usædvanlig drabssag fra Nykøbing Falster var så overbevist om en sygeplejerskekollegas skyld, at hun efter eget udsagn havde svært ved at tage en patients hjertestop alvorligt.

Det fortalte hun mandag ved et retsmøde i Nykøbing Falster, hvor hun var indkaldt for at vidne mod den i dag 31-årige kollega.

- Med fare for at lyde kynisk, så kan jeg næsten ikke tage det seriøst. Jeg havde jo en fornemmelse af, at det ville komme, forklarede vidnet om den 73-årige patients hjertestop.

Kun ved hjælp af modgift lykkedes det tidligt om morgenen 1. marts 2015 at redde patientens liv.

Tidligere på samme vagt var tre andre patienter døde, og løbende havde kollegaen holdt sin kæreste orienteret på sms. Kæresten er overlæge og ansat på samme afdeling som de to kvinder.

- Så har hun den første mors, lød det eksempelvis i en sms til kæresten. Mors er den latinske betegnelse for død.

I retten fortalte vidnet, hvordan hun i løbet af aftenen og natten havde overvåget den 31-årige kollega, som hun gennem noget tid havde mistænkt for at gøre skade på patienter.

Blandt andet gik hun på et tidspunkt ind i medicinrummet for at tælle medicin, så hun efterfølgende kunne tjekke, om noget var forsvundet.

- Jeg bruger optællingen som en form for dokumentation. For at få belyst sagen, forklarede vidnet.

Da den 73-årige patient pludselig fik det dårligt, vendte sygeplejersken tilbage til medicinrummet.

- Jeg konstaterer, at der mangler fire morfinampuller og Stesolid, og så er der brudt en hjertestoppakke på trods af, at der ikke havde været hjertestop, fortalte vidnet.

Herefter satte sygeplejersken igen kursen mod den 73-åriges stue. Her overraskede hun efter eget udsagn den tiltalte, da hun stod bøjet over patienten med to store sprøjter.

Kort tid efter fik patienten hjertestop.

Den tiltalte påstår imidlertid, at sprøjterne var tiltænkt andre patienter. Hun afviser at kunne forklare, hvorfor der i patientens blod blev fundet en dødelig cocktail af morfin, Stesolid og det stærke hjertepræparat Cordarone.

I alt er sygeplejersken tiltalt for tre drab og et drabsforsøg, men hun nægter sig skyldig i alle anklager.

Sagen fortsætter tirsdag.

/ritzau/