Vidne: Troels Lund angreb Thorning-afgørelse

Daværende skatteminister Troels Lund Poulsen og hans særlige rådgiver Peter Arnfeldt "angreb" afgørelsen i Thornings skattesag.

Det er i hvert fald fagdirektør Ivar Nordlands opfattelse.

Dermed bringer topembedsmanden i Skatteministeriet endnu en nuance til spørgsmålet om, hvorvidt Troels Lund Poulsen, Peter Arnfeldt og daværende departementschef Peter Loft blandede sig i Thornings skattesag.

De tre holdt ifølge Ivar Nordland møde den 16. september, da de havde fået afgørelsen i Thornings skattesag. Afgørelsen "frifandt" Thorning-parret, men det var de tre centrale personer i Skatteministeriet ikke enige i.

Under mødet ringede Peter Loft til Ivar Nordland, der befandt sig på sit eget kontor i Skatteministeriet:

- Peter Loft siger i telefonen, at nu er udkastet til kendelsen kommet, og han har drøftet den med ministeren. Han siger, at spørgsmålet er blevet rejst om, hvorfor skattepligten ikke har været der hele tiden?, forklarer Ivar Nordland.

Andre vidner i Skattesagskommissionen har tidligere forklaret, at Peter Arnfeldt mente, at Thorning-parret var skattepligtige i Danmark, fordi Thorning havde beholdt en adresse hos sin mor, da parret flyttede til Belgien.

- Hvorfor kunne man så ikke sige, at skattepligten har været der hele tiden?, ville Peter Loft vide ifølge Ivar Nordland, der beskriver samtalen som grotesk.

/ritzau/

Dagens Gossip